Pigment, ar og karsprængninger

Mange oplever, at det ikke er rynkerne, men alt det andet, der stjæler opmærksomheden i spejlet: solpletter på kinderne, mørke skygger efter gamle udbrud, et operationsar, der stadig er rødt og ujævnt, eller små kar på næse eller ben, som gør, at man undgår bestemt påklædning.

Hos Københavns Hudlægecenter ser vi pigment, struktur og kar som tre sider af samme sag: hudens måde at reagere på lys, belastning og heling. Vores opgave er at identificere, hvad der dominerer – pigment, struktur eller kar – og lægge et forløb, som dæmper det, der larmer mest, uden at love urealistiske resultater. Du møder en erfaren speciallæge i dermatologi, og vi kombinerer ved behov medicinske peelinger, IPL laser, Nd:YAG laser, fraktionerede lasere som Er:Glass 1550 og CO2 laser, microneedling og målrettede medicinske cremer.

Indholdsfortegnelse

Pigment - melasma, solpletter og postinflammatoriske skygger

Ujævn pigmentering kan se meget forskellig ud, men for de fleste handler det om én eller flere af følgende: hormonelt betinget pigment (melasma), solpletter efter mange års UV eksponering, og brunlige skygger efter tidligere udslæt eller irritation (postinflammatorisk hyperpigmentering).


Melasma – hormonel og lysdrevet pigmentering

 

Melasma viser sig typisk som større, brunlige felter, ofte symmetrisk i ansigtet – fx på pande, kinder, næseryg og overlæbe. Hormoner, lys og varme spiller en central rolle, og mange oplever, at pigmentet blusser op om sommeren, ved rejser til varmere himmelstrøg eller ved hormonelle ændringer såsom graviditet, p-piller eller hormonspiral.

 

Melasma er godartet, men den er kronisk tilbøjelig til at vende tilbage. Derfor ser vi ikke behandlingen som én kur, men som kontrol over tid. Forløbet begynder altid med UV kontrol som fundament. En daglig, konsekvent solbeskyttelse, realistiske vaner omkring ophold i stærkt lys og en plan for, hvordan du beskytter dig i de perioder, hvor melasma plejer at blusse op.

 

Derudover kombinerer vi ofte receptpligtige depigmenterende cremer med medicinske peelinger, som er sammensat til netop pigmentproblemer. Til melasma anvender vi skræddersyede peelinger, hvor styrke, sammensætning og interval tilpasses hudtype og årstid. I udvalgte tilfælde kan vi forstærke effekten med laser-assisted drug delivery, enten via kontrolleret, overfladisk CO2 laser eller microneedling før peeling, så de aktive stoffer fordeles mere homogent i de relevante hudlag.


UV-induceret pigment – solpletter i huden

 

Solar lentigines, solpletter og diffuse brune områder er typiske tegn på mange års UV belastning. De opstår især i ansigt, på bryst, hænder og skuldre og bliver oftere synlige med alderen. Pletterne er flade og brune i varierende nuance. Mange beskriver dem som solskader, selv om de i sig selv er godartede.

Her lægger vi ofte et kombinationsforløb, hvor en frugtsyre- eller medicinsk peeling først jævner overfladen og løsner ophobet pigment, og derefter anvendes IPL laser, som selektivt rammer de pigmenterede områder og hjælper huden med at udjævne farven. Kombinationen giver en bedre og hurtigere lysning, end de enkelte tiltag gør hver for sig, men stiller til gengæld krav til erfaring, korrekt vurdering af hudtype og en stram solstrategi før og efter.

 

Vi gennemgår altid, hvad du kan forvente. Solpletter kan ofte lysnes markant, men huden vil fortsat være tilbøjelig til at danne nye, hvis UV belastningen fortsætter uændret. Det handler derfor både om behandling og om at justere de vaner, der har ført til forandringerne.

Postinflammatorisk hyperpigmentering – skygger efter udslæt


Brune eller mørke pletter efter akne, eksem, irritation eller tidligere behandlinger kan ofte være lige så generende som selve udslættet. Her arbejder vi typisk med medicinske peelinger, som hjælper huden til en mere ensartet pigmentfordeling samt supplerende hjemmebehandling med depigmenterende produkter. I udvalgte tilfælde anvender vi IPL laser, når hudtype, dybde og årsag taler for det.


Som altid kombinerer vi det med relevant hudpleje, så vi ikke samtidig tilføjer ny irritation, der giver nye pigmentproblemer.

Operationsar - røde, lyse og fortykkede

Ar er kroppens måde at reparere på. Målet er ikke at fjerne dem, men at gøre dem mindre synlige, blødere og mere harmoniske med huden omkring.

Operationsar – røde, lyse og fortykkede


Et operationsar ændrer sig over mange måneder. I starten kan det være rødt, ømt og lidt hævet. Senere bliver det lysere og fastere. Nogle ar bliver også fortykkede eller bredere end ønsket.


Ved nye, røde operationsar fokuserer vi ofte på at styre rødme og struktur tidligt i forløbet. Det kan indebære IPL laser behandling for at dæmpe de små kar, der giver arret den røde farve, og fraktioneret Er:Glass 1550 laser for at forbedre eftergivelighed og struktur, mens arret stadig er i en formbar fase.

Ved ældre, lyse ar bruger vi typisk fraktioneret CO2 laser eller Er:Glass 1550 laser, som med kontrollerede mikrosøjler i huden sætter gang i en ombygning af vævet og kan give en jævnere, blødere overflade. Fortykkede ar og keloider kræver ofte en kombination af steroidinjektioner, laser og i nogle tilfælde kirurgi og kompression. Læs mere om fortykkede ar her, hvor du kan få en detaljeret gennemgang af principperne, og hvordan vi lægger et forløb over tid.

Akne ar – ujævn hud efter akne


Ar efter akne kan være små og uregelmæssige eller dybe og punktformede. Vi ser på typen og kombinerer forskellige teknikker:

  • TCA CROSS til særligt dybe, smalle ar,
  • fraktioneret CO2 laser til at forbedre overfladestruktur og løfte området som helhed,
  • subcision, hvor arvæv under huden løsnes med en fin kanyle, så huden ikke længere trækkes ned,
  • og i udvalgte tilfælde microneedling eller Er:Glass 1550 laser, hvis vi ønsker en mere skånsom remodellering eller skal tage særlige hensyn til hudtype.

Vi planlægger forløbet, så akne aktivitet behandles i den medicinske del af klinikken, og arbehandlingen først gennemføres, når huden er stabiliseret. På siden om akne ar og CO2 laser kan du læse mere om de enkelte metoder.

Strækmærker – røde og hvide


Strækmærker (striae) opstår, når vævet strækkes hurtigere, end det kan nå at tilpasse sig. De røde strækmærker (striae rubra) har aktive kar og kan ofte dæmpes i farven med IPL laser, så de fylder mindre visuelt. De ældre, lysere strækmærker (striae alba) er mere ar lignende og behandles typisk med fraktioneret laser eller microneedling, afhængigt af område og hudtype.

Her er vi altid tydelige: der findes ingen metode, som med sikkerhed fjerner strækmærker. Målet er forbedring i struktur og farve, ikke usynlige mærker. Den mere detaljerede gennemgang finder du på undersiden om strækmærker.

Kar - rødme i ansigtet og karsprængninger

Diffus rødme og små kar i ansigtet


Rødme på næse og kinder, synlige små kar og eventuel opblussen ved varme, alkohol eller sol er noget, mange kæmper med. Årsagen kan være kombination af solskader, arvelige forhold og rosacea.

Her bruger vi primært IPL laser til at ramme de fine kar og dæmpe rødmen og ofte samtidig til at forbedre overordnet hudtone.

For patienter med rosacea ligger der ofte en medicinsk basisbehandling først, hvor vi dæmper den inflammatoriske aktivitet. IPL laser bygges derefter ovenpå som et supplement og vedligehold. Læs mere om behandling af rosacea her.

Karsprængninger på ben – Nd:YAG og sklerosering

 

Karsprængninger på ben kræver en anden tilgang end ansigtet. Vi vurderer først, om der er tegn på dybere venøse problemer, der bør udredes særskilt. Når der er tale om kosmetisk generende, overfladiske kar, planlægger vi typisk behandling med mikrosklerosering til de lidt større røde karsprængninger og Nd:YAG laser til de finere små kar.

Efter behandling af kar på benene anbefaler vi kompression (klasse 1 kompressionsstrømpe) i 1 uge, og ofte også efter Nd:YAG, for at reducere risiko for misfarvning og optimere effekten. Ved meget brun hud og ved nylig sol udsætter vi Nd:YAG-behandling, til huden ikke er pigmenteret, for at reducere risikoen for pigmentforstyrrelser.

Sådan forløber et behandlingsforløb hos os - trygt og sikkert

Ved første konsultation undersøger vi huden med lysmikroskopi og vurderer farve, dybde, mønster og relation til andre hudforandringer. Ved pigmentforandringer vurderer vi altid, om der er elementer, der først skal vurderes som modermærker eller anden hudsygdom, før en given behandling kan komme på tale.

Herefter skitserer vi et modulopbygget forløb, hvor vi tydeligt prioriterer efter dine ønsker. Måske er første skridt at få ro på rosacea, derefter arbejde med det overliggende pigment i huden. Måske i anden fase at behandle de underliggende små kar og diffus rødme.

Du får forklaret forventet effekt, nedetid og retningslinjer omkring sol og hudpleje.

Vi behandler ikke gravide, ammende, personer under 18 år eller områder med aktiv infektion. Ved visse sygdomme og medicinske behandlinger kan enkelte procedurer være uegnede – det gennemgår vi konkret ved konsultationen.

Resultat og holdbarhed

For pigment gælder, at UV og hormoner fortsat spiller en rolle – især ved melasma og UV inducerede pletter. Her er vedligehold og solstyring afgørende for, hvor længe resultaterne holder.

 

For kar og rødme gælder, at de behandlede områder som regel forbliver lukkede, men at kroppen kan danne nye kar andre steder over tid – især hvis der fortsat er belastende faktorer som sol, tryk eller arvelige forhold.

FAQ – Ofte stillede spørgsmål

Nogle pigmentforandringer egner sig fint til medicinsk peeling og IPL laser, andre skal først vurderes dermatologisk. Vi behandler ikke pigment, der ikke er sikkert klassificeret som godartet og fjerner ikke modermærker med laser.

Ved fx melasma kan IPL laser i mange tilfælde forværre tilstanden. Derfor bruger vi det selektivt til de pigmenttyper, hvor vi ved, det er fagligt forsvarligt, og vælger andre strategier til melasma og dybere pigment.

Et ar er en erstatningsstruktur og kan ikke nulstilles til normal hud. Men vi kan ofte gøre det væsentligt mindre markant – fladere, blødere, mindre rødt og med mindre strukturkontrast til huden omkring.

De fleste kan arbejde videre efter peeling, IPL laser, microneedling og Er:Glass laser, eventuelt med lidt diskret makeup, når huden er klar til det. CO2 laser kræver ofte mere planlægning. Vi gennemgår altid nedetid og praktiske forhold, før du beslutter dig.

Melasma er en tilbøjelighed i huden, som kan blusse op igen ved sol, varme og hormoner. Målet er derfor kontrol ved at gøre pigmentet markant svagere, udjævne hudtonen og give dig en langsigtet plan med solbeskyttelse, medicinsk behandling og eventuelle peelinger, så resultaterne kan holdes bedst muligt.

De fleste har brug for et kort forløb med flere behandlinger, før rødme og kar er tydeligt reduceret. Når området er stabilt, kan effekten være langvarig, men nye kar kan komme til over tid – især ved sol, kulde, varme og disponering.

Vi behandler ikke gravide, ammende, personer under 18 år eller områder med aktiv infektion, sår eller uafklaret hudsygdom. Visse medicinske tilstande og behandlinger kan også være kontraindikationer for enkelte behandlingstyper – det vurderes ved forundersøgelsen.

Hvis vi vurderer, at ønsket resultat ikke er realistisk, at risikoen er for høj, eller at behandlingen ikke vil passe ind i vores princip om naturlige, fagligt forsvarlige resultater, anbefaler vi enten en anden løsning – eller at man helt afstår. Det er en del af at være en speciallægeklinik med høj faglighed og integritet.