Akne ar

Akne ar er varige strukturforandringer i huden efter tidligere bumser. Når en bums går dybt og står længe, kan inflammationen nedbryde dele af bindevævet i læderhuden.

Helingen lukker så at sige hullet, men ikke nødvendigvis med samme struktur som før. Derfor efterlades huden med små fordybninger, de såkaldte atrofiske ar, bølgede ujævnheder, eller i nogle tilfælde fortykkede, hævede ar. Røde og brune mærker efter bumser forveksles ofte med ar.

 

De er farveforandringer, som typisk falmer over tid, mens egentlig ar handler om hudens form og overflade.

Akne ar handler ikke om dårlig hudpleje. De kan påvirke selvtillid, lysten til at gå uden makeup og sociale aktiviteter – selv længe efter at bumserne er forsvundet. Vores erfaring er, at den største forskel skabes af en realistisk, trinvis plan, der både forebygger nye ar ved at få aktiv akne i ro, og samtidig arbejder målrettet med de ar, der allerede er dannet. Der findes sjældent ét enkelt quick fix, men når fokuserede indgreb på de ar, der tager opmærksomheden kombineres med feltbehandling, der stimulerer kollagen i hele området, bliver hudens overflade mere ensartet, lysrefleksen roligere og arrene mindre iøjnefaldende.

 

Hos Københavns Hudlægecenter møder du en erfaren speciallæge i dermatologi med adgang til hele spektret af medicinske og kirurgiske muligheder – herunder fraktioneret CO2 laser, TCA CROSS, subcision, kirurgisk fjernelse, IPL/laser til rødme og steroid injektioner til fortykkede ar. Vi kortlægger dit ar mønster, lægger en skriftlig plan i øjenhøjde og følger dig tæt, så du kan se fremskridt og forstå hvert trin.

Indholdsfortegnelse

Hvor almindelige er akne ar?

Akne er en af de mest udbredte hudlidelser, og ar ses ikke kun efter svær akne. I klinisk hverdag møder vi alt fra enkelte, små fordybninger til udbredte ar-mønstre i kinder og tindinger. International litteratur peger på, at en betydelig andel af personer med tidligere moderat til svær akne udvikler synlige ar.

 

Let akne giver sjældnere ar, men længden af et udbrud og hvor dybt det sidder, betyder meget. På kroppen ser vi desuden oftere fortykkede ar typer.

 

Det vigtige budskab er ikke et bestemt tal, men at akne ar er almindelige og at rettidig, effektiv akne behandling reducerer risikoen, mens en struktureret kombinationsplan kan mindske synligheden af de ar, der allerede er der.

Hvad øger risikoen for akne ar?

Det, der tipper balancen mod ar, er samspillet mellem hvor dyb inflammationen er, hvor længe den får lov at stå, og hvordan din hud heler. Dyb, øm akne med knuder og bylder belaster vævet mest. Står et udbrud uger til måneder uden at komme til ro, vedligeholdes den betændelsesdrevne nedbrydning af kollagen og elastin. Helingen lukker derefter med mindre bæreevne, hvilket giver fordybninger.

 

Klemning og hårdhændede forsøg på at tømme knuder skaber mikroskopiske brist og trækker inflammationen ud i det omkringliggende væv. Det øger risikoen for atrofiske fordybninger i ansigtet og for fortykkede ar på bryst og ryg, hvor huden i forvejen har tendens til at hele med mere kollagen. Dertil kommer personlige forskelle. Nogle heler med “for lidt” bindevæv (atrofi), andre med “for meget” (hypertrofi), og anatomien spiller med – bryst og ryg danner statistisk oftere hævede ar.

 

Den stærkeste beskyttelse mod ar er tidlig og effektiv akne behandling. Får vi inflammationen hurtigt under kontrol – og lader vi være med at klemme – falder risikoen markant. Og når ar allerede er til stede, styrer vi efter ar-typen og vælger de metoder, der matcher netop det mønster, du har – ikke en one-size-fits-all-løsning.

Typer af akne ar - et mini atlas du kan navigere efter

For at vælge den rigtige behandling skal vi først forstå hvilket ar, vi står overfor. De fleste akne ar er atrofiske – altså let indsunkne, fordi der mangler kollagen i læderhuden.

 

De viser sig forskelligt i lyset: nogle ser ud som smalle prik-huller, andre som skarp randede flade fordybninger, og nogle giver et mere bølget udseende i huden. Dertil kommer fortykkede ar (hypertrofiske og keloider), som hæver sig over hudniveau, og røde eller brune farvemærker, der ikke er egentlige ar, men kan få overfladen til at fremstå mere ujævn.

 

Det er helt normalt at have flere typer ar på samme hud. Netop kortlægningen – hvor og hvilke ar dominerer – afgør, hvad vi gør først, og hvad vi kombinerer.

Ice pick ar (sylespids ar)

Det klassiske “nåleprik”: smalt (typisk <2 mm), dybt og tragtformet – som en lille skakt, der strækker sig ned i huden. De ses ofte på kinder og tindinger og fremhæves især i skråt lys. Fordi bunden ligger dybt, reagerer de sjældent tilstrækkeligt på laser alene. Her virker TCA CROSS (præcis kemisk rekonstruktion i bunden) eller kirurgisk udstansning bedst til at lukke skakten, hvorefter en feltbehandling med CO2 laser kan gøre overfladen mere ensartet.

Boxcar ar (flade ar)

Runde eller ovale fordybninger med tydelige kanter som små, stansede søer i huden. De kan være flade og lave eller dybere. Smalle og fladere varianter kan ofte forbedres med TCA-paint eller CO2 laser; dybe, brede boxcar ar kræver som regel udstansning eller CO2 laser i højere intensitet. De findes hyppigt på kinder og fremstår markant i skråt lys.


Rolling ar (bølge ar)

Her ses bløde bølgeformede ujævnheder i huden, fordi ar-tråde nede i underhuden trækker overfladen ned. Når man strækker huden let til siden, glattes de delvist ud. Det er et tegn på, at subcision (frigørelse af ar tråde) vil hjælpe. Rolling ar sidder ofte på kinder og kæbelinje. Efter subcision behandles helheden tit med fraktioneret CO2 laser.

Fortykkede ar (hypertrofiske og keloider)
Faste, hævede ar, hvor der dannes for meget kollagen. Hypertrofiske ar holder sig inden for det oprindelige område; keloider kan brede sig udenfor. De ses især på bryst og ryg. Førstevalg er oftest steroid injektioner evt. kombineret med lysbehandling og CO2 laser, der blødgør og flader arret.

Røde og brune mærker
Ikke egentlige ar, men farveforandringer efter akne. Rødme (postinflammatorisk erythem) kan dæmpes med IPL/laser; brune mærker (postinflammatorisk hyperpigmentering) falmer gradvist og håndteres med konsekvent solbeskyttelse og avanceret medicinsk peeling. Når farven reduceres, syner de strukturelle ar mindre.

Vores behandlingsstrategi - sådan bygger vi et forløb, der virker i hverdagen

Et godt forløb starter med grundig kortlægning. Vi ser huden i forskelligt lys og vinkler, tager kliniske fotos og tester ofte hudens distensibilitet for at afsløre skjulte bølge ar. Samtidig samler vi din historik: tidligere akne, eventuel akne aktivitet (som vi skal have ro på først), tendens til pigment eller forkølelsessår, hudtype, solvaner og tolerance for nedetid. På den baggrund lægger vi en skriftlig, realistisk plan med rækkefølge, forventet tidslinje og hvordan behandlingen passer til din hverdag.

I praksis arbejder vi i lag, ikke i “one-size-fits-all”:

 

Vi starter ofte med fokuserede indgreb på de mest synlige ar. Dette med TCA CROSS til ice pick og smalle boxcar, subcision til rolling ar, og kirurgisk udstansning til både boxcar eller klassiske ice pick skakter.

 

Når de mest iøjnefaldende ar er adresseret, løfter vi overflade, kanter og tekstur med fraktioneret CO2 laser. Her stimuleres kollagen bredt i området, så dybder mindskes, og lysrefleksen bliver mere rolig. Afhængigt af hudtype og årstid planlægges typisk sessioner med ca. 3 måneders mellemrum. Flere af disse behandlinger kan kombineres samme dag, når det er sikkert eller fordeles ud, hvis du foretrækker at tage det enkeltvis.


Til sidst justerer vi rødme omkring ar med IPL/laser, flader eventuelle fortykkede ar med steroidinjektioner evt. forstærket af laser-assisteret lægemiddeltilførsel, eller laver små lokale korrektioner. Enkelte fordybninger kan støttes med filler som løfter huden, hvis det gavner helhedsindtrykket.

 

Takt og tempo bestemmes af din hud og kalender. TCA CROSS lægges typisk i serier (3–4 gange med 4-6 uger imellem), subcision oftest 1 gang (op til 3 ved udtalte nedbundne arvævstråde; interval ca. 3 måneder), og CO2 laser planlægges som flere behandlinger med ca. 3 måneder mellemrum, så kollagen kan modne.

 

Nylig brug af isotretinoin er ikke en generel stopper for moderne procedurer; ved fuld ablativ CO2 laser resurfacing venter vi dog ca. 1 måned efter ophør for at sikre optimal sårheling. Vi drøfter altid solregime (pause før/efter), pause af bl.a. A-vitamin og skånsom efterpleje, så risiko for pigmentforandringer minimeres. Særligt ved mørkere hudtyper primer vi oftest huden med pigmentstabiliserende pleje og vælger mildere indstillinger over flere trin.

 

Undervejs måler vi effekten med fotos i samme lys, justerer rækkefølgen (fx indsætter ekstra TCA på drilske ice pick ar) eller forlænger intervallerne, hvis huden har brug for ro. Målet er tydelig, naturlig forbedring – uden unødig nedetid og med en proces, der fungerer i din hverdag.

CO2 laser mod akne ar – sådan foregår det

Hvad er det – og hvad bruges det til?


CO2 laser er en ablativ laser, der arbejder i hudens overflade og øvre læderhud for at stimulere kollagen remodellering. I praksis anvender vi næsten altid fraktioneret CO2. Dvs. at energien leveres i mikroskopiske søjler med små mellemrum af intakt hud imellem. Det betyder, at huden heler hurtigere end ved fuld felt-afslibning, samtidig med at vi får et effektivt løft i tekstur, kanter og dybder.
CO2 laser er især effektiv til boxcar ar, blandede atrofiske ar og som feltbehandling efter, at de mest iøjnefaldende enkeltstående ar er håndteret med fx TCA CROSS, subcision eller udstansning.

Metoden egner sig til patienter, der ønsker en tydelig forbedring i overfladens jævnhed og refleks, og som kan afsætte reel nedetid. Vi er ekstra opmærksomme ved hudtyper, som let laver postinflammatorisk hyperpigmentering; her planlægger vi konsekvent solregime, vælger mildere indstillinger, supplerer med pigmentstabiliserende behandling samt arbejder over flere sessioner. Ved klassiske ice pick ar vil CO2 sjældent være førstevalg alene – de adresseres først med TCA CROSS eller udstansning.

Solpause: så vidt muligt 1–2 måneder før; daglig SPF 50 samt skygge og hat.

Hudpleje: pause potente A-vitaminprodukter 5-7 dage før.

Herpes tendens: vi udskriver forebyggende antiviral tabletbehandling.

Medicinoverblik: vi gennemgår hudirriterende produkter og tilpasser.

På dagen: mød op med ren hud uden makeup, også uden mascara. Vi tager kliniske fotos, gennemgår forløb og efterpleje, så du kan planlægge arbejde eller studier realistisk.

Huden renses, og vi lægger lokalbedøvende creme evt. suppleret med små lokale injektioner ved særligt følsomme områder. Vi arbejder område for område med justering af energi og skudtæthed efter hudtype og ar dybde. De fleste beskriver følelsen som hurtige varmeglimt med moderat stik. En fuld ansigtsbehandling tager typisk 60-90 minutter. Til sidst lægges en beskyttende salve.

De første timer føles huden varm og sviende ligesom en solskoldningsfornemmelse.
Dag 1–3: rødme, hævelse og let væskning.
Dag 3–7: mikroskorper som fint grus, efterfulgt af afskalning.
Dag 7–14: huden er som regel præsentabel med makeup; rødme kan vare uger og aftager gradvist.

Pleje: skånsom rens, rigelig barrierecreme, ingen skrub eller hjemme-peel, undgå varme bade og sauna samt hård træning den første uge.
Solbeskyttelse i min. 3 måneder efter hver session.

Forvent gradvis forbedring over 3–6 måneder, mens kollagen ombygges. Afhængigt af udgangspunkt planlægger vi typisk flere sessioner med ca. 3 måneders interval.

 

Mulige bivirkninger – og hvordan vi forebygger dem

Rødme, hævelse, skorper og afskalning: forventeligt – håndteres med rolig pleje.

Postinflammatorisk pigmentering: kan forekomme, men risikoen er større ved mørkere hudtyper og mangelfuldt solregime. Vi forebygger med priming, konservative indstillinger og konsekvent SPF.

Herpes reaktivering: forebygges med tabletbehandling, der opstartes 1 døgn inden behandlingen.

Infektion og ardannelse: sjældent ved korrekt pleje; du får tydelig sårpleje og kontaktvejledning.

Milia (små knopper) i helingsfasen: forbigående, forsvinder oftest spontant.

 

Hvor meget forbedring kan man forvente?

Det afhænger af udgangspunkt og ar type. Vores mål er en tydelig, men naturlig forbedring i overfladens jævnhed, dybde og lysrefleks, så huden ser mindre ar præget og mere ensartet ud. Dybdefaste, bølgede eller meget smalle ar kræver ofte supplerende behandlingsmetoder ved siden af CO2 laser.

TCA CROSS – præcisionsbehandling af smalle, dybe ar

Hvad er det?


TCA CROSS (Chemical Reconstruction Of Skin Scars) er en teknik, hvor høj-styrke trichloreddikesyre (TCA) påføres præcist i bunden af smalle, dybe ar. Den kortvarige “frost” i bunden er et tegn på kontrolleret koagulation – kroppen reagerer ved at danne nyt bindevæv, som gradvist løfter bunden.

Førstevalg til ice pick ar og smalle, skarp randede boxcar ar – altså de fordybninger, som sjældent fyldes tilfredsstillende af laser alene. TCA CROSS bruges ofte før eller mellem CO2 sessioner for at optimere slutresultatet.

Solregime og SPF som ved andre indgreb (konsekvent i ugerne omkring proceduren).

Hudpleje: ingen skrub eller irriterende peel i dagene op til.

Mød op med ren hud uden makeup.

Ved mørkere hudtyper tilpasser vi styrken på TCA og supplerer med pigmentstabiliserende behandling for at mindske risiko for pigmentering.

Huden renses. Med en mikroapplikator føres TCA helt ned i arrets bund – ét ar ad gangen. Du mærker en kort svie eller prikken; der ses en hvid frosting i sekunderne efter. I løbet af 1–2 dage dannes en lille brun skorpe, der falder af af sig selv. Den må ikke pilles af.

Let rødme og ømhed i få dage. Skorpen slipper typisk efter et par dage. Make-up kan bruges, når skorpen er faldet af. Vi planlægger TCA CROSS i serieforløb – oftest 3-4 sessioner med 4-6 ugers interval. Forbedringen bygger sig op trinvis; målet er smallere, mindre dybe ar, der efterfølgende reagerer langt bedre på feltbehandling med CO2 laser.

 

Mulige bivirkninger – og forebyggelse
Overfladisk afskalning omkring applikationspunktet: forventeligt.
Midlertidig rødme eller brunlig farve lokalt; falmer gradvist.

Postinflammatorisk hyperpigmentering ses sjældnere ved stringent solbeskyttelse; vi tilpasser styrke og kan prime huden.

Infektion er yderst sjælden; du får tydelig hjemmevejledning.

Subcision – når arret er bundet fast

Hvad er problemet ved rolling ar?


Subcision løsner de artråde, som trækker huden ned og giver de karakteristiske bølgede ujævnheder. Ved at frigøre disse tråde kan overfladen løfte sig, og hulrummet stimulerer til ny kollagendannelse.

Især patienter med rolling ar eller boxcar ar med tydelig nedtræk. Trækker man huden let til siden, glattes fordybningen delvist – det tyder på, at subcision vil have effekt. Metoden virker ikke på smalle ice pick ar.

Undgå blodfortyndende håndkøbsprodukter (fx ibuprofen, fiskeolie) min. 2 uger før.

Ved egentlig blodfortyndende medicin planlægges pause i samråd med egen læge.

Mød op med ren hud; ingen makeup.

Efter lokalbedøvelse laves en lille indstiksåbning i kanten af ar området. En specialnål eller kanyle føres under huden, og med kontrollerede bevægelser frigør vi de stramme arvævstråde. Du mærker typisk en knitrende fornemmelse, mens huden løsner sig. Behandlingen kan kombineres med CO2 laser i samme forløb og med en lille mængde filler til at støtte vævet i helingsfasen.

Blå mærker og ømhed er almindeligt de første dage og kan vare 1–2 uger. Kolde omslag første døgn hjælper. Vi anbefaler at undgå hård træning samme døgn og at sove med let hovedhøjde første nat. Make-up kan bruges, når indstikslukningerne er lukket. De fleste har brug for 1 behandling; ved udtalt nedtræk planlægges op til 3 med ca. 3 måneders interval.

 

Mulige bivirkninger – og forebyggelse

Hæmatomer (blå mærker): almindeligt, men ufarligt; minimeres med korrekt forberedelse og efterpleje.
Infektion: sjældent; forebygges med ren teknik og tydelig vejledning.

Føleforstyrrelse lokalt: yderst sjældent.

Kirurgisk udstansning – når kanten er skarp

Hvad er det – og hvad bruges det til?


Punkt excision eller mini-excision fjerner et smalt, dybt ar i hele dybden og omdanner det til et fint lineært ar, som næsten altid er mindre synligt i helheden. Metoden er oplagt til klassiske ice pick og skarpe, dybe boxcar.

Patienter med få, markante ar, især på kinder. Ved mange ar kan vi planlægge udstansning i serier, så nedetid og sårpleje er overskuelig.

Mød op med ren hud; ingen makeup.
Vi markerer ar i forskelligt lys og planlægger snitretning efter hudens naturlige spændingslinjer.

Under lokalbedøvelse anvendes en lille rund kniv, hvorefter huden lukkes med få fine suturer. Ved større ar kan kirurgisk fjernelse med en lille ellipse excision være bedre. Suturer fjernes normalt efter 7 dage i ansigtet; på krop efter 10-14 dage. Der anlægges plaster til støtte.

Let ømhed i få dage er almindeligt. Du får instruktion i plasterskift, arpleje og solbeskyttelse. Efter 6–8 uger kan området indgå i CO2 laser til blødgøring af kanter. Resultatet er, at et meget generende ar skifter fra et kort, skarpt krater til en fin, lineær streg, som næsten altid bliver langt mindre synlig end udgangspunktet.

 

Mulige bivirkninger – og forebyggelse

Lille lineært ar: forventeligt; minimeres ved senere finpudsning.

Infektion og blødning: sjældent; du får tydelig vejledning til efterpleje.

IPL/laser – når farven fremhæver arret

Hvad er det – og hvad bruges det til?


Når et ar er omgivet af rødme eller små kar, fremstår det mere markant. IPL/laser retter sig mod de udvidede kar og vedvarende rødme, så hudtonen bliver mere rolig, og arret falmer i helhedsindtrykket. Det ændrer ikke arrets dybde, men gør overfladen mere ens.

Patienter med postinflammatorisk rødme omkring ar eller karsprængninger i ar-området. Metoden er også relevant efter CO2 laser, når strukturen er forbedret, og farven skal harmoniseres.

Solpause i mindst 4 uger før og 4 uger efter; undgå selvbruner 2 uger før. Mød op uden makeup.

Efter rensning lægges kølende gel. Du mærker korte varmeglimt. En session tager ofte 15–30 minutter.

Let rødme og varme i timerne efter. Enkelte får diskret hævelse i 1-2 døgn. Makeup kan som regel bruges samme dag eller dagen efter. Et forløb er typisk 2-4 behandlinger med 4–6 uger imellem.

Mulige bivirkninger

Mild hævelse og rødme, sjældent midlertidig mørkning af enkelte kar eller pletter. Risiko for hyperpigmentering minimeres med konsekvent SPF.

Steroid injektioner – når ar er fortykkede

Hvad er det – og hvad bruges det til?


Hypertrofiske ar og keloider skyldes overproduktion af kollagen. Små mængder steroid injiceres direkte i arret for at bremse kollagenopbygningen, så arret blødgøres og flader.

Fortykkede ar på bryst, ryg, kæbelinje eller andre områder, som er ømme, kløende eller kosmetisk generende. Metoden kan stå alene eller kombineres med fraktioneret CO2 laser i form af laser-assisteret lægemiddeltilførsel, hvor de små laserkanaler gør det nemmere for steroid at trænge ned.

Ingen særlig forberedelse udover at møde op med ren hud.

Små, overfladiske injektioner lægges jævnt i arret. Det svier kortvarigt, men er hurtigt overstået. Behandlingen gentages med 10–12 ugers interval efter behov.

Let ømhed i timerne efter. Ved for hyppige eller for kraftige doser kan der opstå lokal hududtynding, små kar eller lysere pletter; dette imødegås ved konservative doser og passende intervaller samt kombination med andre teknikker for at reducere den nødvendige mængde steroid.

Forløbet hos Københavns Hudlægecenter – trygt, grundigt og i dit tempo

Første besøg handler om at forstå din hud og din hverdag. Vi gennemgår din akne historik (og får ro på evt. aktiv akne først), tidligere behandlinger, hudpleje, hudtype, solvaner, tendens til pigment og keloid dannelse samt hvor meget nedetid der realistisk passer ind i din hverdag.

 

Vi undersøger i rettet lys og tager kliniske fotos, fordi mange ar ses bedst i skygge. Let stræk i huden afslører, om der er træk i dybden (rolling ar), som typisk har gavn af subcision.

 

Planen lægger vi i øjenhøjde og på skrift. Sammen prioriterer vi, hvad der skal tages først (fx markante, dybe ar eller rødme omkring ar), hvor tæt sessionerne kan ligge ift. arbejde eller studier, og hvor meget downtime der er passende ved fx CO2 laser.

 

Vi gennemgår et forventet helingsforløb trin for trin, så du ved præcis, hvordan dag 1–14 plejes hjemme efter laser. Vi aftaler solregime, forebyggelse af infektioner, pauser af A-vitamin og andre irriterende produkter, og – hvis der er tendens til forkølelsessår – forebyggende tabletbehandling.

 

Undervejs følger vi op i faste intervaller (typisk hver 6–12 uge), gentager fotos i samme lys og justerer kursen efter respons. Det kan være, at en planlagt fraktioneret behandling erstattes af TCA CROSS for et par stædige ice pick ar, at vi lægger en subcision ind før næste CO2 laser session, eller at vi forlænger intervallet, så kollagen remodelleringen får optimal tid.

 

Når CO2 laser er udført, venter vi gerne nogle måneder, før vi finpudser med fx ekstra lysbehandling – tiden arbejder for resultatet.

Målet er en synlig, naturlig forbedring med færrest mulige omveje – og et forløb, du trygt kan være i, uden at hverdagen vælter.

FAQ – Ofte stillede spørgsmål

Aktiniske keratoser er solskader i overhuden med overfladiske celleforandringer. Ved Bowens sygdom (SCC in situ) er forandringerne mere udtalte og regnes som et forstadie til pladecellekræft. Forstadier kan udvikle sig videre, og derfor bør solskader vurderes og behandles.

De er forstadier. De fleste forbliver overfladiske, men nogle få kan udvikle sig til pladecellekræft. Derfor anbefaler vi vurdering og som regel behandling.

Med klinisk vurdering og dermatoskopi. Ved mistanke tager vi biopsi eller fjerner hele forandringen og får diagnosen bekræftet ved patologisk analyse.

Du ankommer med renset hud. Vi forbehandler huden og påfører en medicinsk creme. Du skal derefter opholde dig ud i fuldt dagslys – sol eller delvis skygge – i 2 timer. Efter 2 timer vasker du cremen af. De næste dage føles huden som let solskoldet og skæller af i cirka 1 uge.

De medicinske immunmodulerende cremer giver rødme, svie og afskalning. Det er et tegn på at medicinen virker. Vi anbefaler fugtcreme, eventuelt suppleret med mild steroidcreme mod hudirritation, og afholdelse fra sol indtil at der kommer ro på huden.

Aktiniske keratoser er en kronisk forandring, som opstår når huden har opnået en tilstrækkelig UV-dosis til, at celleforandringerne er startet. Derfor kan der opstå nye forandringer på huden over tid. Det er derfor tilrådet at få dem undersøgt jævnligt, således at solskaderne opdages og behandles i tide.

Studier viser, at feltbehandling med fraktioneret laser reducerer mængden af celleforandringer i overhuden og reducerer antallet af nye aktiniske keratoser i samme område. Samtidig forbedres hudens struktur.

Kontakt os gerne. Vi vil hellere se dig én gang for meget end én gang for lidt. Tidlig vurdering giver ro – og den bedste behandling, hvis der er noget.