Børnesår (impetigo)
Børnesår (impetigo) er en overfladisk bakteriel infektion i huden, som især rammer småbørn.
Den starter ofte som en lille rød plet omkring næse og mund, på kinderne eller på hænderne, og udvikler sig hurtigt til væskende sår med honninggule skorper.
Nogle gange danner der sig slappe blærer, som brister og efterlader fugtige områder, der skorpedanner igen.
Børnesår gør sjældent ondt, men kan svie og klø, og fordi forandringerne er synlige i ansigtet, fylder det naturligt meget for både barn og forældre.
Impetigo smitter ved tæt kontakt og via hænder, håndklæder og legetøj. Smitten stopper som regel hurtigt, når behandlingen er sat i gang, og sårene dækkes til.
Tilstanden er almindelig, ufarlig og kan behandles effektivt – det vigtige er at komme hurtigt i gang, så udslættet ikke breder sig eller spredes i familien eller institutionen.
Indholdsfortegnelse
Sådan ser vi det – og hvornår skal I søge hjælp?
De klassiske tegn er røde plamager, som bliver til fugtige sår med gule skorper. Sidder forandringerne ved næse og mund, kan løbende næse og savl holde huden fugtig, så der let kommer nye sår.
Hvis der samtidig er udbredt eksem, kan børnesår hurtigt brede sig i de irriterede områder.
Søg vurdering, hvis i oplever et udslæt, der i løbet af få dage breder sig, hvis barnet får feber eller virker mere sløjt end normalt, hvis der kommer børnesår tæt på øjne, eller hvis i tidligere har kæmpet med gentagne episoder.
Hos spædbørn er det altid fint at blive set tidligt.
Behandling – skånsom men målrettet
Milde og afgrænsede forløb kan ofte klares med lokalbehandling. Huden blødgøres først med lunkent vand eller saltvandsomslag, så de tykke skorper løsnes skånsomt. Derefter påføres den ordinerede medicinske creme i et tyndt lag, som får lov at virke på ren hud.
Ved udbredte forandringer, blæredannelse eller udtalt påvirket barn supplerer vi med anden medicinsk behandling, så effekten bliver hurtig og stabil. Har barnet eksem, behandler vi samtidig eksemet, fordi rolig hud heler bedst og smitter mindst.
De fleste forældre oplever tydelig bedring inden for få dage: mindre væsken, mindre kløe og færre nye sår. Hele området bruger typisk en 1-2 uger på at falme og lukke helt.
Smitsomhed og forebyggelse i hverdagen
God håndhygiejne er det bedste værn. Hold barnets negle korte og forsøg at undgå krads – små bomuldshandsker om natten kan hjælpe.
Giv barnet eget håndklæde, vask sengetøj, sutter og klude oftere i forløbet, og dæk sår til, hvor det er praktisk. Bad er tilladt; skyl skånsomt, dup tørt og smør efter planen.
I mange institutioner kan barnet komme tilbage, når sårene er dækkede eller tørre og skorperne faldet af. Vi rådgiver konkret ud fra jeres situation.
Sådan foregår et forløb hos Københavns Hudlægecenter
I møder en erfaren speciallæge, der ser barnet i øjenhøjde og hurtigt får skabt ro. Vi undersøger huden i godt lys, vurderer udbredelse og dybde og skelner tilstande, der kan ligne (fx herpes eller svampeinfektion).
Ved tilbagevendende eller udbredte tilfælde kan vi tage en podning fra såroverfladen for at bekræfte bakterietypen og sikre, at behandlingen matcher følsomheden.
I får tydelig vejledning i hvordan sår plejes i hverdagen, hvilken medicinsk behandling vi starter, hvordan og hvor længe den bruges, og hvad i kan forvente. Vi taler også om smitteforebyggelse i familien og hvornår barnet kan komme i institution igen.
Ved behov følger vi op med kontrol – så vi kan justere hurtigt, hvis udviklingen kræver det.
FAQ – Ofte stillede spørgsmål
Er børnesår farligt?
Som udgangspunkt nej. Det er en overfladisk infektion, som sjældent giver alvorlige problemer, når den behandles tidligt og korrekt.
Smitter mit barn – og hvor længe?
Ja, gennem tæt kontakt, hænder og delte tekstiler. Smitten falder markant, når behandlingen er startet, og sårene er dækkede eller tørre. Vi giver en klar plan for institution og søskende.
Hvornår kan mit barn komme i daginstitution igen?
Som hovedregel når sår er dækkede eller tørre, og skorperne faldet af, da sårene kan smitte selvom behandlingen er startet.
Bliver der ar?
Som regel ikke. Midlertidige lyse eller lidt mørkere mærker kan ses, men de falmer over uger til måneder – især hvis der ikke kradses i sårene.
Kommer børnesår igen?
Det kan ske, især hos børn med eksem eller i perioder med hyppige forkølelser. Vi gennemgår årsager og forebyggelse; ved tilbagevendende tilfælde kan en podning hjælpe os med at skræddersy behandlingen.
Kan vi bruge naturlige midler i stedet for medicin?
Skånsom sårpleje og god hygiejne er altid vigtige, men ved tydelige børnesår er medicinsk behandling den mest pålidelige vej til hurtig bedring og mindre smitte.